#18 Hurtige kilometer langs Rhône

Efter en langsom morgen på campingpladsen og med udsigt til 50 flade kilometer, så var motivationen i top. Fløj med hele 22,5 km/t hen til byen Saint-Genix-les-Villages, hvor jeg valgte at spise frokost på en restaurant med fuld gang i den. Her sad jeg i et par timer, og fik en dejlig snak med Cecilie, som er på det helt store eventyr over i Canada.

Efter frokost ramte jeg nogle stigninger – som var lede stejle! Jeg oplevede en enkelt gang i dag at ikke kunne finde ruten, hvor jeg blev nødt til at køre tilbage og en anden vej rundt. Generelt er jeg begyndt at se kort frem på ruten og hvis jeg møder nogle helt dumme vandrestier, så tager jeg en anden vej rundt, hvis der er noget oplagt.

På den anden side købte jeg stort ind pga. helligdag i morgen i Frankrig. Mens jeg stod og skulle ligge puslespillet med at få det hele på cyklen kom der to franskmænd hen, og spurgte ind til min tur. Det resulterede i en overnatning i deres have og ellers svømmetur i poolen, øl, snacks og aftensmad.