#13 Tour de France og en fejlvurdering.
Første dag i Frankrig og så starter det med Touren – Fransk sommer!
Planen i dag var at se Touren komme over en kategori 3 stigning. Karina og Claus skulle også se det, og fik den geniale tanke, at de kunne tage min oppakning med der hen. Så gik de 1000 hm over de næste 60 km på franske grusveje lidt nemmere.
Da jeg kom frem diskede Karina op med en klasse frokost og den helt store karavane kom susende forbi. Efter karavanen valgte jeg at cykle lidt op af stigningen med et dansk “Vingegaard” flag på ryggen lånt af Karina. Fed oplevelse at blive heppet op af stigningen!
I et danskersving slog jeg mig ned og satte mig i stilling. Feltet blev ført frem af danske Mikkel Bjerg med resten af hans hold på hjul. Desværre lå Jumbo-Visma midt i feltet, så nåede kun lige at heppe på Jonas 😅
Efter tour-feltet var fløjet forbi aftalte jeg med Karina og Claus, at vi fandt en campingplads sammen – så kunne jeg fortsat køre uden oppakning. Dumt antog jeg at ruten var ligeså nem, som de første 60 km, og tænkte at jeg godt kunne køre 70 km mere.. den var så ikke særlig nem.
Lede stigninger, stigninger på vandrestier, downhill tracks, skiløjper og nedkørsel af klipper gjorde at jeg koldede fuldstændigt. Derudover, så tabte jeg en dunk (den sidste med vand i), rev min trøje i stykker i forhjulet, blev stoppet af politiet, fordi en franskmand var forsvundet i skoven, det blev mørkt, kørte ned af vandresti i mørke uden pandelampe (lå i autocamperen..) og nå ja, så var jeg færdig hele vejen. Heldigvis så ville Claus gerne hente mig – så jeg skulle bare lige gennem alt overstående inden det gav mening ift. vejnettet.
Da jeg så kom frem til campingpladsen, skulle jeg heldigvis ikke tænke på mad, og vi fik en late night dinner kl. 23. Så var det ellers bare godnat inden jeg sov over bordet.
Turen blev 135 km med 3.000 hm. #lednok
Pt. status med turen, så er jeg i 165 km i plus, når jeg i alt har 42 dage til at tilbagelægge de 4.100 km. Så det er lækkert. De næste 50 km er “flade”, og så rammer jeg ellers den schweiziske grænse med nogle lede stigninger igen.