#35 Det spanske højland
Vi stod tidligt op og var allerede afsted på cyklen kl. 08. Dagen startede ud med en stigning og ruten fortsatte 60 km oppe i højlandet.
Vi gik ind til dagen med en forventning om, at det ikke ville være muligt at finde caféer eller restauranter på vejen, men efter 40 km kunne vi tage en lille detour af ruten og komme ind i en lille charmerende by, hvor vi bestilte cola og lammekoteletter til frokost.
Efter frokost kom vi ud på grusveje og kom op i højlandet hvor vi kunne flyve op og ned ad rullende bakker – også selvom der var modvind. Bjerglandskabet og grusvejen var simpelthen sådan en oplevelse, at ingen modvind kunne slå os ud.
Efter 55 km stod vi på det højeste punkt for dagen – 1764 m.o.h. – og her var der dælme en vandrehytte som var helt klar til overnatning. Jeg var godt nok fristet, men det var alt for tidligt på dagen, og så meget plus har vi ikke i banken.
Vi trillede derfor videre og ved 85 km begyndte vi at kigge efter steder at sove. Godt tidspunkt inden vi blev for trætte og det blev for sent. Indendørs overnatning var ikke en mulighed: “No”. Oplagt camp-spot langs grusvejen ved rendende vand var lige ved at være en mulighed, men vi blev frarådet af nogle spaniere, som vidste at skovbetjenten ofte kom kørende på vejen, hvorfra man kunne se vores telte – vi måtte videre!
En lille stigning og masser af nedkørsel senere fandt vi et fedt sted, hvor vi kunne skjule os fra vejen.
I morgen kommer vi ud af nationalparken og resten af turen vil overordnet set være flad, så vi forventer snildt at kunne nå vores mål med at være i Tarifa d. 4. august.