#36 Sidste søndag
Det var en varm nat i teltet. Efter en god portion havregrød blev vi dog klar til at køre det sidste stykke ud af den nationalpark, vi bevægede os igennem hele dagen i går.
I udkanten kunne vi se udover det “flade” landskab og der var olivenmarker så langt øjet rakte – med den udsigt nød vi dagens anden morgenmad på en café! 🔥
Kort efter fik vi handlet og så ellers smidt en 25% stigning i hovedet. Heldigvis på beton og forholdsvis kort, så vi overlevede.
Efter 85 km havde vi udset os en restaurant, hvor vi håbede de kunne servere mad. Ruten, inden vi ramte restauranten, var på super fede grusveje gennem olivenmarker. De sidste to kilometer havde vi analyseret på forhånd, og vi var derfor klar på at de gik i himlen. Det første stykke på grus var fed nok, det næste på asfalt op gennem byen var led nok og det sidste op til hovedvejen var latterlig. Der skulle moses nogle watt!
Restauranten havde lukket køkkenet da vi ankom.. Vi var dog heldige at kunne få en sandwich efter 15-20 spanske minutter, idet kokken lige selv skulle spise frokost. Sandwichen var heldigvis rigtig god. Vi fik booket hotel i Jaén, og var ellers klar på lidt landevej de sidste 35 km.
Både Jesper og jeg mistede en dunk i dag – dyrebare tab i denne hede!
I storbyen Jaén fik vi tjekket os ind på et 4-stjernet hotel og cyklerne kom sikkert ind og stå 😍. Inklusiv morgenmad skulle hver mand give det samme som jeg normalt giver for et et- eller to-stjernet hotel – billigt!
Om aftenen nød vi en omgang lasagne/pasta på en italiensk restaurant overfor, og så kunne vi ellers bare glæde os til morgenbuffeten!