#5 En led dinger i solrige Nordtyskland
En smuk morgen på heden – der var afgang kl. 9.30. Hvor vi havde forventet, at turen ville fortsætte gennem skoven, gik den i stedet gennem et stort åbent hedeområde, der bugtede sig gennem landskabet.
Det så dog ud til at blive en varm dag og temperaturen sneg sig hurtigt op på 30 grader, så der blev kørt meget vand ind. Da det ikke så ud til vi nærmede os en by lige foreløbigt, gjorde vi et stop ved en stor sø for at tanke op på vand. En af de mange gadgets, vi har med, er et vandfilter, der filtrerer søvandet, så vi kan drikke det – rigtig vigtigt at have med, når der ikke er andre muligheder for vand.
Med søvand i maven ankom vi til Soltau, hvor vi holdt frokostpause. En hyggelig lille by, hvor det også var muligt at finde et par sandaler til Jesper for 4 euro.
Efter godt 100 km kom vi til Burgwedel, hvor vi stoppede op og spiste aftensmad. Det tørre og varme vejr gjorde, at vi var blevet godt beskidte – alt støvet havde sat sig på de svedige arme og ben. Klokken var 19, da vi havde spist færdigt. Vi satte os på cyklerne igen og håbede på at kunne nå ud på den anden side af Hannover.
Vejen ind til byen var heldigvis rimelig hurtig. Da vi nåede ind i selve Hannover tjekkede vi vejrudsigten, som lovede regn for i morgen. Vi besluttede os derfor for at ville tage en overnatning på hotel. Det var svært at finde et sted så sent med så kort varsel. Jakob kom dog igennem på telefonen til et hotel lidt uden for Hannover. De snakkede angiveligt ikke engelsk, men efter Jakobs hæderlige forsøg på at booke hotelværelse til tre på tysk, kunne de pludselig godt snakke engelsk.
Hvis man er tilpas ringe til tysk, kan man åbenbart godt få tyskerne til at snakke engelsk. Vi ankom til hotellet, Mutter Buermann, kl. 21.30. Et meget hyggeligt hotel ude på landet. Efter 140 km kørt og 7 timer i sadlen gjorde det rigtig godt med et varmt bad. Vejret siger regn i morgen og ikke nok med det begynder bjergene at melde deres ankomst. Det ser ud til at blive en hård dag.