#4 Urban bikepacking
Vi sov til kl. 7 og spiste havregrød med chokolademüsli til morgenmad. Efter vi havde spist og begyndte at pakke vores ting, kom der en mand med pibe i munden, som havde set vores cykler ude fra stien. Det var en amerikaner ved navn Jason, som selv havde haft mange cykler magen til vores. Vi fortalte lidt om vores tur, udvekslede lidt røverhistorier og tog afsted mod Hamborg kl. 9.30. Kort efter afgang så vi en stork!
Det meste af vejen til Hamborg gik gennem en meget smuk skov/park, som førte os direkte ind til centrum. Det var ikke nemt at køre inde i byen på store veje med store cykler og små eller ingen cykelstier. Selvom det var hektisk, var det en meget flot by at køre igennem.
Da vi så småt nåede til udkanten af centrum tog vi en kort frokostpause med chili com carne og øl at sunde os på, hvorefter vi var klar til at forlade Hamborg. Ikke længe efter vi satte os på cyklerne igen kom vi ned til Elben. For at krydse floden skulle vi med elevator under jorden og gennem en lang tunnel. Da vi kom op fra tunnelen igen, befandt vi os i Hamborgs enorme industrikvarter fyldt med containere og efter et par kilometer, begyndte vi så småt at kunne mærke naturen igen.
De ca. 50 kilometer, som vi havde tilbagelagt os ind til Hamborg og ud af byen igen, tog os ca. 3 timer at køre. Vi var derfor afhængige af, at terrænet blev noget mildere mod os, hvis vi skulle gøre os nogle forhåbninger om at nå over de 100 km for dagen. Ruten viste sig dog fra sin udfordrende side – først og fremmest fordi den bød på en masse kilometer i tætpakket skov og dernæst fordi skovhuggerne virkelig havde været på arbejde og efterladt store træer henover vejen, som vi skulle finde en måde at passere.
Det blev sent og der var langt mellem byerne, så da vi efter godt 80 km kom forbi en lille restaurant i Handeloh, gjorde vi et stop og spiste aftensmad. Efter at have tanket op på vand og vingummibamser begav vi os ud på det, der måtte blive sidste del af etapen. Ruten førte os ind i et stort skovområde, Wilsede, som strakte sig nærmest endeløst. Efter godt 20 km i tætpakket skov, ankom vi til en stor lysning/hede, som delte skoven i to, hvor vi besluttede at slå lejr. 100 km blev det til og 6 timers aktiv tid. Turen ser ud til at fortsætte ind gennem det store skovområde i morgen. Forhåbenligt kommer vi forbi en by, hvor Jesper kan købe et par nye sandaler – de gamle er faldet af cyklen på en af de mange bumpede skovveje. Vi vil også give et kæmpe skud ud til Kasper og Jakobs farmor. Hun sendte os godt afsted med fyldte maver – og med 44 donerede kopper kaffe i dag, skal maverne nok komme på arbejde.