#3 Slut med luksus – nu bliver det ægte bikepacking!

Dag 3 startede kl. 5.30, hvor vi vågnede til lugten af fugtigt cykeltøj. Vi gik til morgenmaden kl. 7 med forventningen om en lidt halvsløj buffet, men blev positivt overrasket over, at krofatter havde dækket pænt op med rundstykker, friskpresset juice og nybrygget kaffe.

Efter at have spist trak vi i cykeltøjet og kørte fra hotellet omkring kl. 9. Ruten startede meget hårdt ud inde i en skov med flere trapper, som betød at vi skulle af og på cyklerne ad flere omgange – og dermed også løfte de ca. 40-45 kg. tunge cykler med.

De første 40 km var meget udfordrende med mange lange grustier i et blødt og nærmest sandet underlag. Vi er alle tre bevidste om, at vi har udfordret os selv med den her type rute, men som tidligere landevejscykelryttere går det så småt op for os, hvor meget mere udmattende det er at køre på grusstier og skovveje med grene, som stikker ind over vejen fra højre og venstre og huller i vejen, som man konstant skal manøvrere uden om. Heldigvis byder etaperne som regel på meget vekslende underlag – nogle gange kan kilometerne føles som timer og andre gange flyver man afsted over asfalten. Til vores held blev etapen noget mere overkommelig med tiden.

Vi mødte en hollænder ved navn Joren, som Jakob flittigt har fulgt på Instagram til inspiration til vores tur. Joren har nemlig kørt European Divide Trail hele vejen fra Portugal og er på vej mod det nordlige Norge. Det var sjovt at møde ham og høre lidt beretninger om, hvad der venter os. Vi ønskede hinanden en fortsat god tur og satte afsted – Joren mod nord og os tre mod syd.

Vi holdt frokost kl. 13.30 ved en fin restaurant med god udsigt. Her fik vi en stor portion wiener schnitzel, som tog en times tid at fordøje. Efter at have sundet os oven på en stor kop kaffe, tog vi videre med retning mod Hamborg.

I Kalkenkirchen gjorde vi et kort stop for at købe aftensmad. Menuen stod på toastbrød med frikadeller, ost og masser af Miracle Whip – dertil 2 store øl til hver. Vi satte afsted fra Kalkenkirchen uden helt at vide, hvor vi skulle slå lejr. Vi nærmede os Hamborg og tænkte derfor, at det var bedst at slå lejr et lille stykke uden for byen (klokken nærmede sig trods alt også 20).

På vejen spottede Jakob pludselig en lille skovsti, som tog os ud til en stor, åben eng. Vi besluttede os lynhurtigt for at slå lejr her. Stolene blev sat op, vi fik spist vores aftensmad, sat telte op og pumpet luftmadrasserne. Derudover fik vi også taget et bad ude i det fri. Jakob har nemlig medbragt en “shower bag”, som kan fyldes med vand og hænges op i et træ. Etapen endte med at blive ca. 120 km lang. Vi håber at kunne komme lidt i plus de kommende dage, så vi kan tage nogle kortere dage, når Touren starter i Danmark.